Tantra er en gammel indisk praksis, der bruger kroppen, åndedrættet og bevidstheden som vej til at leve mere vågent. Hvor mange spirituelle retninger vil væk fra kroppen, går tantra den modsatte vej: helt ind i den. Alt det, du mærker – lyst, glæde, vrede, sorg, nærhed – er materiale at arbejde med.
Her får du vores svar på, hvad tantra er. Og nederst en ordbog over de begreber, du møder, når du begynder at læse om tantra.

Ordet tantra stammer fra sanskrit og består af to dele: tan – som betyder “at udvide” eller “at strække ud”, og tra – som betyder “redskab”. Oversat direkte kan tantra altså forstås som et redskab til udvidelse.
Men udvidelse af hvad?
I den klassiske tantriske tradition er svaret: bevidstheden. Det er ikke kun en mental udvidelse, som når vi lærer nye ting, men en udvidelse af hele vores oplevelseskapacitet – af krop, sind, følelser, energi og det spirituelle lag af vores væren. Det handler om at kunne rumme mere af livet: både det, vi elsker, og det, vi helst vil undgå. Ikke nødvendigvis for at ændre eller “fikse” det, men for at kunne være til stede med det hele.
Når vi udvider vores bevidsthed på den måde, vokser vores evne til at være i kontakt – med os selv, med andre, med naturen, og med det, vi oplever som “noget større”. Vi opdager, at vi kan være i glæde uden at klamre os til den, og at vi kan være i smerte uden at drukne i den.
Traditionen voksede frem i Indien fra omkring 500-tallet e.Kr., først i de hinduistiske retninger omkring guderne Shiva og Shakti og senere også i buddhismen, hvor den lever videre i tibetansk buddhisme. Fælles for de klassiske retninger er et grundsyn: kroppen og verden står ikke i vejen for det åndelige. De er selve vejen.
Det, de fleste i Danmark i dag kalder tantra, er en moderne vestlig udgave – ofte kaldt neotantra – som voksede frem fra 1960'erne og 70'erne. Den henter teknikker fra de gamle traditioner, som åndedræt, meditation og energiarbejde, og forbinder dem med kropsbevidsthed, berøring, følelser og relationer.
tra: redskab
For os er tantra en måde at være til stede i hele livet på – ikke kun på yogamåtten eller i soveværelset. Vi kalder det tantrisk lederskab: at tage ansvar for det, du mærker, og for hvad du gør med det. Det begynder altid hos dig selv, og du kan begynde præcis der, hvor du står i dag.
I alt, hvad vi underviser i, arbejder vi med fem temaer:
At sige det, der er sandt for dig. Også når det er svært.
At kende dit ja og dit nej – og at kunne tage imod en andens.
At give slip på skam og regler, du aldrig selv har valgt.
Din seksuelle energi som drivkraft i hele livet. Ikke kun i sengen.
At turde blive set, som du er, uden at pynte på det.
Under det hele ligger en daglig praksis med åndedræt, meditation og intention. Det er den, der gør tantra til en del af livet og ikke bare en god weekend.
Tantra rummer hele livet og derfor også seksualiteten. Men du kan sagtens deltage i en tantra-workshop uden at være seksuel på noget tidspunkt. Det meste af det, du lærer, kan du bruge lige så meget på arbejdet, i familien og alene.
Tantra er spirituelt, men ikke dogmatisk. Svarene findes i din egen oplevelse – ikke i en bog eller hos en karismatisk leder.
Meget tantra praktiseres alene eller i en gruppe. Er du single, er du lige så velkommen.
Du skal hverken være smidig, spirituel eller vant til at tale om følelser. Nysgerrighed er nok.
Alt foregår med samtykke. Et nej er altid et fuldt gyldigt svar, også midt i en øvelse.
Tantra har mange ord, og de bliver brugt forskelligt fra skole til skole. Her er vores korte forklaringer, skrevet til dig, der er ny. Klik på et begreb for at læse mere.
De oprindelige indiske og tibetanske traditioner med tekster, ritualer, mantraer og indvielse fra lærer til elev. Målet er indsigt og frihed, ikke bedre sex. Praksis er ofte stille: meditation, visualisering, åndedræt og ritual.
Den moderne vestlige udgave, som de fleste møder i dag på workshops og festivaler. Den voksede frem fra 1960'erne og 70'erne, blandt andet gennem den indiske lærer Osho og senere Margot Anand. Neotantra lægger vægt på krop, følelser, berøring, relationer og seksualitet og blander tantra med terapi og kropsarbejde.
En af de mest indflydelsesrige klassiske tantriske strømninger, med rødder i Kashmir omkring år 800–1000. Kaula ser det guddommelige i det helt almindelige – også i kroppen, sanserne og nydelsen – og gjorde op med den skarpe opdeling i rent og urent. Filosoffen Abhinavagupta (ca. 950–1016) samlede læren i sit store værk Tantraloka. Når moderne tantra siger, at alt i livet kan være en vej, er det ofte Kaula-tanken, der klinger igennem.
Tantraens grundpar. Shiva står for bevidsthed og nærvær, Shakti for energi, bevægelse og liv. Begge findes i alle mennesker, uanset køn. Når de mødes, opstår det, tantra kalder helhed.
Klassisk tantra skelner mellem en ”højre” vej, der følger de almindelige regler for renhed, og en ”venstre” vej (vamachara), der bevidst bruger det forbudte – for eksempel vin, kød og seksualitet – i ritualer for at bryde med skam og opdeling.
Nyere vestlige betegnelser. Hvid tantra er praksis uden seksuel kontakt, som meditation, åndedræt og yoga. Rød tantra er den seksuelle praksis, sort er mere "hardcore". Pink tantra er stedet, hvor hjerte og seksualitet mødes. Ordene bruges ikke ens af alle.
Sanskrit for livsenergi: det, der strømmer gennem dig og holder dig i live. Åndedrættet er den mest direkte vej til at mærke og påvirke prana.
Den slumrende livskraft, som ifølge tantrisk tradition ligger rullet sammen ved bunden af rygsøjlen, ofte afbildet som en slange. Gennem åndedræt, bevægelse og meditation kan den vækkes og stige op gennem kroppen. Mange oplever det som varme, sitren, bølger af energi eller stærke følelser. Kundalini er oprindeligt en tantrisk idé; kundalini yoga er en nyere yogastil bygget på den.
Stærke energioplevelser kan for nogle blive overvældende og ryste både krop og psyke. Derfor går gode undervisere langsomt frem og lærer dig at lande igen. Har du en psykisk sårbarhed, så tal med underviseren, før du deltager – og søg professionel hjælp, hvis oplevelserne ikke falder til ro.
Energicentre langs rygsøjlen, fra roden ved bækkenbunden til kronen på hovedet. Systemet med syv chakraer, som de fleste kender i dag, kommer fra en senere tantrisk tekst og blev populært i Vesten i 1900-tallet. Brug dem som et kort, der hjælper dig med at mærke forskellige dele af kroppen og livet.
Kroppens energikanaler. Sushumna er hovedkanalen langs rygsøjlen, som kundalini ifølge traditionen stiger op ad.
En bevidst, let sammentrækning af bestemte muskler, der samler og leder energien. Den mest kendte er mula bandha, et blidt løft i bækkenbunden, som bruges i yoga, breathwork og tantrisk seksualitet.
Spændingen mellem to modsatte kræfter: at give og at modtage, at lede og at følge, maskulin og feminin energi. Polaritet skaber tiltrækning og liv – i dig selv og mellem mennesker. Det handler om energi, ikke om køn; alle har begge sider.
I tantra er seksuel energi mere end lyst. Det er den samme kraft, der giver dig mod, kreativitet og vilje. Du kan lære at mærke den, holde den og lede den rundt i kroppen i stedet for kun at bruge den op.
Yoga, der bruger åndedræt, bevægelse, lyd og meditation til at arbejde med energi og bevidsthed – ikke kun med muskler og smidighed. Den hatha yoga, mange kender fra yogacentre, voksede faktisk frem af tantriske teknikker for omkring tusind år siden. Tantra yoga kan dyrkes alene, i en gruppe eller som par.
Meditation, hvor du ikke prøver at komme væk fra kroppen og følelserne, men bruger dem som indgang. Du kan følge åndedrættet, en lyd, en berøring eller en følelse helt ind. Mange tantriske meditationer er korte og kan laves midt i hverdagen.
Bevidst vejrtrækning, der bruges til at mærke, vække og flytte energi i kroppen. Den kan være langsom og dyb, så du falder til ro, eller mere aktiv, så livskraften vågner – ofte sammen med bækkenbunden, lyd og bevægelse. Åndedrættet er den enkleste vej ind i tantra, for du har det altid med dig.
Yogaens klassiske åndedrætsteknikker. Ordet betyder at styre eller udvide livskraften, prana.
Moderne fællesbetegnelse for bevidst, ofte aktiv vejrtrækning. Mange tantriske workshops bruger breathwork til at åbne kroppen og få kontakt med følelser og energi.
Sekvenser (kriyaer) af åndedræt, bevægelse, lyd og koncentration, der arbejder direkte med energien i kroppen og ofte med kundalini.
Et ord eller en lyd, der gentages højt eller indeni for at samle opmærksomheden. Det mest kendte er ”Om”.
I tantra bruges ritualer til at markere, at noget er vigtigt: at åbne og lukke et rum, sætte en intention eller hilse på hinanden. Et ritual kan være så enkelt som at tænde et lys og sige højt, hvad du ønsker dig.
At se ind i en andens øjne i stilhed i flere minutter. En enkel øvelse, der ofte er overraskende stærk, fordi den træner nærvær og evnen til at lade sig se.
Det mange umiddelbart tænker på når de hører ordet tantra. Det er et nyere vestligt fænomen. En langsom, nærværende helkropsmassage, hvor formålet ikke er at løsne muskler, men at vække kropsbevidsthed, energi og evnen til at tage imod. Før massagen aftaler man tydeligt, hvor grænserne går, og modtageren kan altid sige stop. Hos os lærer man tantramassage som et håndværk med etik og samtykke i centrum – læs om uddannelsen til tantramassør.
Yoni (kvindens kønsorgan) og lingam (mandens) er tantraens ord for kønsorganerne. Nogle tantramassager omfatter dem, altid efter aftale. Formålet er nærvær, heling og nydelse uden mål – ikke orgasme som præstation.
Sex, hvor nærvær er vigtigere end målet. I stedet for at jage orgasmen sætter man tempoet ned, trækker vejret sammen, holder øjenkontakt og mærker energien. Det kan give dybere intimitet, mere nydelse og mindre præstationspres. Tantrisk sex er kun en lille del af tantra, men for mange er det døren ind.
En orgasmeagtig oplevelse, hvor nydelse og energi bølger gennem hele kroppen, ofte udløst af åndedræt, lyd og bevægelse – uden berøring af kønsorganerne.
Tantrisk praksis for mænd, hvor man lærer at skille orgasme og sædafgang ad, så den seksuelle energi bevares og kan ledes rundt i kroppen. Mange oplever mere energi, længere elskov og flere orgasmer.
Tantriske øvelser for to: åndedræt sammen, øjenkontakt, berøring, ærlige samtaler om lyst og grænser og langsom elskov. Formålet er at genfinde nærhed og nysgerrighed – og at kunne tale om det, der er svært. Det kan give nyt liv til et forhold, der er gået i rutine.
En klassisk tantrisk stilling, hvor den ene sidder i den andens skød, ansigt til ansigt. Bruges til fælles åndedræt og meditation og i tantrisk elskov.
En model udviklet af Betty Martin, der gør det tydeligt, hvem en berøring er for. Den skelner mellem at give, modtage, tage og tillade og bruges i mange tantriske rum til at lære at mærke og sige sit ja og nej.
Grundstenen i al seriøs tantra. Du deltager kun i det, du selv vælger, og du kan altid sige nej eller stop.
Kropsarbejde, hvor man med tryk, åndedræt og lyd løsner spændinger – ”panser” – som holder gamle følelser fast i kroppen. Idéen om kropspanser stammer fra psykoanalytikeren Wilhelm Reich.
Et par timer eller en dag, hvor du prøver tantriske øvelser i en gruppe. Et godt sted at begynde, hvis du er nysgerrig – se vores kommende workshops og events.
Flere dage med workshops, musik, dans, ceremonier og fællesskab med mange forskellige undervisere. Copenhagen Tantra Festival, som vi også står bag, er en af de største i Danmark.
Et længere forløb, hvor du går i dybden med tantra – først i dig selv og siden for at kunne arbejde med andre, fx som tantramassør eller facilitator. Vores uddannelse i tantrisk lederskab er 2-årig.
Tantra er en gammel indisk praksis, der bruger kroppen, åndedrættet og bevidstheden som vej til mere nærvær og livskraft. I Vesten dyrkes den i dag mest som neotantra: meditation, åndedræt, berøring og arbejde med grænser, følelser og relationer.
Tantra er det store system af lære og praksis; yoga er én af dens metoder. Den hatha yoga, mange kender i dag, voksede frem af tantriske teknikker. Hvor meget moderne yoga fokuserer på kroppens stillinger, bruger tantra krop, åndedræt, følelser og relationer som indgang til bevidsthed.
Ja. Åndedræt, meditation, bevægelse og selvberøring er tantrisk praksis, og en stor del af tantra handler om dit forhold til dig selv. Du behøver ikke en partner.
Begynd med en workshop eller en intro aften, hvor du kan mærke, om det er noget for dig. Derhjemme kan du starte med fem minutters rolig vejrtrækning om dagen, hvor du lægger mærke til, hvad du føler i kroppen.
Se efter én, der taler tydeligt om samtykke og grænser, lader dig sige nej uden forklaring, har en solid uddannelse og ikke lover mirakler. Du skal føle dig tryg – og fri til at sige fra.
Tantra forstås bedst i kroppen. Kom til en intro aften, prøv en workshop – eller se, hvordan vores 2-årige uddannelse i tantrisk lederskab er bygget op.